Barbie Dreamhouse Adventures

Hovedforfatter: Thomas Vigild, freelanceskribent
Første udgivelsesdato: 4. juni 2024
Seneste opdatering: 4. juni 2024

Derfor bør du læse denne guide

Barbie DreamHouse Adventures har været tilgængeligt i over fem år, men spillet har fået en renæssance igen, efter Barbie-filmen udkom, og er nu steget markant i popularitet. Med den nye popularitet og opmærksomhed omkring Barbie-brandet er der rykket flere og dyrere købsmuligheder ind i online-butikken i Barbie Dreamhouse Adventures, så derfor er det vigtigt at vide, hvad det unge publikum kan bruge penge på i spillet. 

Derfor har vi valgt at kigge på denne titel

Som med alt pink og Barbie, har Barbie Dreamhouse Adventures en magnetisk tiltrækningskraft på mange yngre spillere. Derfor er det interessant at kigge nærmere på spillets mekanikker, spillets månedlige abonnementsordning, og hvad man reelt får for sine penge i spillet.

Skala for bekymring

 Vi er lidt bekymrede for Barbie Dreamhouse Adventures

Barbies Dreamhouse Adventures er bygget som et spil uden et slutmål, et spil der aldrig kan “vindes”: Spilleren kan altid bygge videre på huset, købe flere ting eller lave flere aktiviteter. Mulighederne for tilkøb er heldigvis udelukkende baseret på kosmetiske ændringer til spillerens figur, genstande, hus og have, men spillerne mødes dog konstant af en paywall, hvis de ikke betaler et månedsabonnement til spillet. Samtidig er tilføjelsen af en virtuel smartphone i spillet samt løbende gaver til spilleren problematisk, hvilket, vi mener, kan bidrage til en usympatisk og usund strategi til fastholdelse af spillerne – særligt de yngre.

Generel beskrivelse

I ‘Barbie Dreamhouse Adventures’ skal spilleren udsmykke huse og lege med virtuelle dukker i Barbie-verdenen, mens de deltager i forskellige simple spilaktiviteter såsom at lave mad, danse og tegne. Spillet er et såkaldt “sandkasse”-spil, der er tænkt som en stor åben ramme for digital leg. Handlefriheden er derfor stor, og der er ingen reelle slutmål i spillet. Der kan trykkes på alt muligt på skærmen, og spilleren kan – ganske som i andre simulationsbaserede spil som The Sims og lignende – frit bestemme og ”lege” hvad, hvordan og hvorfor noget skal ske.

Spillet starter med, at Barbie byder spillerne velkommen, hvorefter man kan interagere med alt i hendes hus. Alle steder kan spilleren selv pynte op, og alle figurer kan rykkes rundt – ganske som var det et fysisk Barbie-legehus. Spillet består af fire primære steder: Barbies virkeligt store hus, en musikscene, et svømmebassin og en skønhedssalon. På hvert sted kan man lave simple aktiviteter, og også tage på camping-tur, passe børn eller tage til dansefester.

Hvad bruger man penge på

For at få adgang til alle spillets muligheder kræver det abonnement på spillets såkaldte “VIP Club”, der koster 89 kr om måneden. Spillet kan spilles uden abonnement, men det kommer næppe som en overraskelse (hvis man kender betalingsmodellen for free-to-play-spil), at udvalget af tøj, aktiviteter og muligheder i spillet er ganske begrænset uden de betalte udvidelser. Mange aktiviteter er låst til VIP Club-medlemmer, og der er kun to virtuelle dukker at lege med uden abonnement.

Derudover bombarderer spillet konstant spilleren med påmindelser om, hvad man får, hvis man køber et abonnement, så presset for at bruge virkelige penge i spillet er stort.

Vær opmærksom på, at trods månedsmedlemsskab, koster alt tøj, udstyr, accessories og flere aktiviteter yderligere tilkøb. Spillets virtuelle valuta hedder Barbie Coins, som skal købes i spillets butik i samlepakker, som koster op til 350 DKK for 2500 Coins. Tøj og lignende koster, hvad der svarer til omkring 3,5 – 5 DKK omregnet til virkelige penge, men der er også daglige belønninger og ekstra Coins, så nogle af dem kræver “blot”, at man spiller spillet.

Endelig oplevede vi, der poppede der små irriterende 5-sekunders reklamer (der var umulige at deaktivere) op i spillet for spiludvikleres andre spil, f.eks. My Little Pony.

Mekanismer til spillerfastholdelse (psykologiske greb og tankefælder):

Spillets grundlæggende taktik til at fastholde sine spillere er at overtale spilleren til at købe et abonnement. Købet af dette gør samtidig, at man lettere føler sig mere opfordret til at bruge mere tid på spillet og købe ting til det; nu har man jo allerede brugt penge på det. Dette psykologiske greb kaldes “Sunk Fallacy”, der betyder, at det er lettere at bruge endnu flere penge på noget, som man allerede har investeret i. For at undgå at føle, at den første investering føles ”spildt”, kan man blive fanget i en tankefælde, hvor man bliver ved med at bruge flere (formodentligt spildte) penge.

I forhold til målgruppen er det samtidigt bekymrende, at der hele tiden lurer en opmærksomhedskrævende smartphone op i spillets nederste højre hjørne. Her kan spillerne løbende tjekke, hvor mange følgere de har optjent på spillets interne “BarbieGram”-tjeneste, og hvem der “liker” deres handlinger.

Smartphonen er en mærkværdig og unødig direkte reference til at være på de sociale medier lang tid før, at yngre spillere reelt bør/må færdes der. Dertil styrker Smartphonen i hjørnet spillerens lyst til at komme retur til spillet og “tjekke” beskederne, hvilket er en effektiv, men også problematisk mekanisme til at fastholde spilleren. 

Mekanismer til spillerfastholdelse (spilmekaniske greb)

Barbie Dreamhouse Adventures har en problematisk tilgang til “gaver” i spillet, fordi hver eneste gang spilleren gennemfører spillets små opgaver, så scorer de point. Disse point leder ofte til gaveæsker, der i ny og næ popper frem på skærmen. Selvom æskerne kun indeholder kosmetiske ændringer til spillet, så fungerer gaverne til hele tiden til at understøtte en adfærd, hvor man bliver belønnet for at spille mest muligt.

Sociale komponenter

Spillerne har mulighed for at tilføje “venner” via unikke koder i spillet, så man kan besøge hinandens dukkehuse. Dette er dog kun besøg, og der er ingen mulighed for chat eller kommunikation indbygget i spillet. Besøgende kan derfor heller ikke ødelægge eller stjæle fra hinandens dukkehuse. På den vis er multiplayer-komponenten i spillet ganske sikker og kontrolleret.

Andet

Som forventet er spillet målrettet særligt piger fra syv år, og afhængig af, hvor man falder på det politiske spektrum, kan man sætte spørgsmålstegn ved de stereotypiske aktiviteter, som spillerne skal udføre: Madlavning, gøre rent, ordne sig i skønhedssalonen og klæde sig på. Det havde klædt spiludviklerne bag, hvis aktiviteterne var mere diverse og mindre 1950-agtige.

Barbie Dreamhouse Adventures er også en animeret serie, der kan ses på bl.a. Netflix.

 

Fakta om Barbie Dreamhouse Adventures

Udgiver: Budge Studios, Nighthawk Interactive
Udvikler: Budge Studios
Udgivelsesår: 2019
Platform: iOS (testet), Android og Nintendo Switch
Betalingsform: Månedsabonnement til 89 kr. Derudover tilkøb i spillet
Spiltype: Simulation
Aldersmærkning: Fra 7 år
Forventet tidsforbrug: Fra fem timer og frem
Lignende titler:
  The Sims, Stardew Valley, Disney Dreamlight Valley