Lego Bricktales

Hovedforfatter: Lasse Lundedal Hammar, spilskribent
Medforfatter: Rune Kristian Lundedal Nielsen, spilforsker og skribent
Seneste opdatering: 5. januar 2023

Fakta om LEGO Bricktales

Udgiver: Thunderful Publishing, Clockstone
Udgivelsesår: Oktober 2022
Platforme: Windows PC, MAC, PlayStation 4 + 5, XBOX S/X, Nintendo Switch
Betalingsform: Boxed Content (på nuværende tidspunkt ca. 219 kroner)
Spilgenre:  3D eventyr/hovedbrud
Game Modes: Single Player
Aldersmærkning: 12+

Derfor skal du læse denne guide til Lego Bricktales

LEGO Bricktales er endnu et skud på stammen fra LEGOs enorme portefølje af computerspil. Er du i tvivl om hvorvidt spillets skattekister eller brug af forskellige valutaer er problematiske, så læs videre.

Introduktion

I LEGO Bricktales bliver spilleren sat på prøve, når missioner og gåder skal løses med kreative konstruktioner. Spillet er et farvestrålende 3D adventure-hovedbrudsspil, der genskaber den klassiske følelse af at bygge med legoklodser, hvor man i spillet skal bygge lego-konstruktioner for at gennemføre diverse puzzles/gåder og missioner.

I spillet indtager man rollen som en LEGO-karakter, der skal hjælpe sin bedstefar med at genopbygge hans forlystelsespark, før den går konkurs. Dette gør man ved at udforske fem forskellige dioaramaer/verdener, hvori man møder andre karakterer som har brug for hjælp med forskellige opgaver. Måden, man hjælper, er ved at bygge alverdens konstruktioner ud af legoklodser (fx broer, statuer, forlystelser, biler og helikoptere).

Hjælp med at bygge

Hvis man hjælper farfar med at reparere forlystelsesparken vanker der is som belønning!

Beskrivelse

LEGO Bricktales indeholder mange af de samme elementer som nogle af de andre spil vi har skrevet om her på tjekspillet.dk – for eksempel spilvalutaer og skattekister.

I LEGO Bricktales kan man optjene forskellige virtuelle valuater (her i form af bl.a. bananer, donuts eller kyllingevinger) ved at klare missioner eller finde skattekister.

Valutaer og skattekister kan kun anskaffes som en del af spillets progression og kan ikke tilegnes på andre måder end ved at spille spillet.

Valutaerne bruges i spillet til at tilkøbe nye dekorative elementer, såsom nye typer legoklodser eller nyt tøj til ens karakter og indtjenes i takt med, at man gør fremskridt i spillet. Spillets skattekister kan ikke klassificeres som lootboxes, da der ikke er randomiseret indhold, skjulte algoritmer eller penge forbundet med dem eller deres indhold.

 

Byg for at løse opgaver

I LEGO Bricktales skal man løse opgaver ved at bruge legoklodser. Man har mulighed for at eksperimentere og løse opgaverne frit ud fra de legoklodser, man har til rådighed.

Godt at vide om Lego Bricktales

– LEGO Bricktales’ forretningsmodel er engangsbetaling – der gøres ikke brug af mikrotransaktioner, abonnementer eller ekstra tilkøb, efter man har købt spillet.

– Spillets sværhedsgrad varierer, hvor spilmekanikken i konstruktionsdelen til tider kan være udfordrende.

– Spillet sætter spillerens kreativitet på prøve. Der ikke er en instruktionsbog til de adskillige konstruktioner, man i spillet skal gennemføre, i stedet er der frie tøjler til, hvordan man løser missionerne.

Sociale komponenter

LEGO Bricktales er et single player-spil, så man spiller kun offline og alene. Man kan selvfølgelig godt spille sammen med en ven om at løse gåderne ved siden af hinanden i sofaen, men der kan kun være en, der spiller ad gangen. Den anden må kigge på, give tips til konstruktionerne eller hjælpe til på en helt tredje måde – f.eks. hente snacks til den aktive spiller.

Psykologiske mekanismer

LEGO Bricktales er lidt gammeldags forstået på den måde, at man kun betaler én gang, og derefter er der er der ingen muligheder for at bruge penge i spillet. Der heller ingen yderligere markedsføring eller greb, der skal påvirke spilleren til at bruge mere tid eller flere penge, end vedkommende har lyst til.

Spil skal nærmest per definition være underholdende og skabe motivation hos spilleren. De motiverende aspekter hænger ofte sammen med forskellige typer belønninger eller følelser af bedrift, mestring og forbedring, som opstår når man klarer en svær bane, får nye items eller ens karakter stiger i level.

I LEGO Bricktales belønnes man for eksempel med bananer når man finder en skattekiste, som man så kan bruge til at købe et nyt skin til sin karakter eller unikke legoklodser til at bygge med i sandbox mode. På denne måde får spilleren mulighed for at gøre sin karakter og verden mere personlig og derved opnå en grad af individualisering og indlevelse i spillet.

Et andet eksempel er, at man oplever at blive stærkere og bedre i takt med, at man klarer flere missioner og derved får nye våben.  I LEGO Bricktales’ tilfælde, benyttes disse motiverende effekter og spilmekanikker (som fx progression og belønning) på en rigtig fin måde, der virker til at have spillets langsigtede underholdningsværdi for øje (fremfor et kortsigtet fokus på virksomhedens profit).

Tidsforbrug

Det tager 12-15 timer at gennemføre spillets historie, men der er rig mulighed for at spille videre i spillets sandbox mode, hvor man kan finjustere og lege med ens tidligere konstruktioner. Spillet kan sættes på pause når som helt, så det er helt op til en selv, hvor længe man spiller spillet ad gangen.

Bør jeg være bekymret?

LEGO Bricktales er et afslappende og veldesignet spil, der kan vække ens indre byggegeni til live.  I spillet er der ikke mulighed for mersalg — hverken direkte i en butik — eller indirekte gennem grinding, lootboxes, reklamer eller andre greb. Spillets brug af valuta og skattekister er ligeledes helt uproblematisk. Vi vurderer at der ikke er nogen grund til bekymring.