Minecraft

Hovedforfatter: Thomas Vigild, spilskribent

Første udgivelsesdato: 6. oktober 2022
Seneste opdatering: 6. oktober 2022

Fakta om Minecraft

Udgiver: Microsoft
Udvikler: Mojang AB
Udgivelsesdato: Maj 2009
Platform: Linux, Windows, Mac OS X (Java), Android, iOS, Nintendo 3DS + Wii U + Switch, PlayStation Vita + 3 + 4, Xbox 360 + One, Raspberry Pi
Betalingsform: Boxed Content med køb af udvidelsespakker, mulighed for gratis demo.
Spiltype: Sandbox, Adventure, RPG, Simulation
Lignende titler: Roblox, Terraria, LEGO Worlds, Fortnite
Aldersmærkning: 9+ (App Store), PEGI 7)

Kort handlingsbeskrivelse

Minecraft er en slags digital schweizerkniv, der kan lidt af det hele.

Spillet er en slags “spil-kamæleon” eller meta-spil, der ændrer sig fuldkommen, både visuelt og i sin spilgenre gennem dets store mængder af brugerskabte modifikationer. I sin primære form er det dog et digitalt sandkasse-spil, hvor spilleren — enten alene eller sammen med andre — kan bygge, forme, smadre og udforske en tilfældigt genereret virtuel verden.

Derfor skal du læse denne guide til Minecraft

Minecraft er en af klodens største spilfænomener med millioner af kreative spillere verden over. Og helt ærligt er der nok en ganske stor sandsynlighed for, at enten du eller dit barn har prøvet at sidde bag skærmen og leget rundt med Minecrafts klodser eller gået på eventyr i Minecrafts huler.

Er der grund til bekymring? Læs vores guide her.

Generel beskrivelse

I Minecraft kan du bygge alt, hvad du har lyst til, hvis du har tiden, evnerne og nogle gange pengene til det. Alle bygningsværker i spillet — også dyr og mennesker — er opbygget af de samme små firkantede kasser, så er det nemt at blive inspireret og komme i gang.

Selv efter få minutter kan alle have bygget et virtuelt hus ved at stable de digitale klodser af sten, træ, glas og plastik oven på hinanden, og stort set ALT er med tiden blevet bygget i Minecraft — borge, forlystelsesparker, rumskibe, smukke templer og sågar en model af hele Danmark.

Grundlæggende kan Minecraft spilles på to forskellige måder: Survival eller Creative.

I ”Survival” gælder det om at overleve, når du uden nærmere forklaring bliver kastet ned i en tilfældig verden fyldt med materialer, monstre og muligheder. Her går der Robinson Crusoe i det, når spillerne skal finde mad, beskyttelse og våben for at overleve i spillets “natur” mod de computerstyrede monstre.

Omvendt kan man i spillets anden og friere spiltype, ”Creative”, ikke dø men flyve rundt og med uendelige byggematerialer skabe lige, hvad fantasien begærer.

I de seneste år er der også kommet nye større officielle mere traditionelle action-eventyr, bl.a. Minecraft Dungeons og Minecraft Legends, hvor der tilføjet historier, missioner og figurer til en sammenhængende fortælling.

Hvorfor har vi valgt dette spil?

  • Siden spillet udkom i 2009, er det blevet til mere end et spil. I dag er det et kulturfænomen med egne tv-serier, YouTube-kanaler, gigantiske online-butikker og en stor international fanskare.
  • Spillet er blevet benyttet som undervisningsværktøj i danske skoler.
  • Der er formodentligt ikke børn over 8 år i Danmark, der ikke på et eller andet tidspunkt har været i kontakt med Minecraft.

Hvad bruger man penge på?

Minecraft er et premium-spil, der som boxed content koster fra omkring 59 kr. (iOS eller Android) til 200 kr (Windows)

Med dette køb får spilleren adgang til alle grundlæggende og nødvendige elementer i spillet, mens der efterfølgende kan tilkøbes ekstravarer som skins, ny grafik, nye verdener eller muligheden for at skabe og gemme egne private Minecraft-universer online.

Spillets eneste virtuelle valuta kaldes for Minecoins“og skal købes for virkelige penge. Der kan ikke tjenes ekstra Minecoins ved at spille selve spillet. Spillets online-butik hedder Minecraft Marketplace. Butikkens indhold er en smule forvirrende, fordi det grundlæggende er en skør og skøn blanding af professionelt og brugerskabt indhold, hvor meget af det også er gratis. Her findes alt fra mindre fanskabte modifikationer til verdener skabt af professionelle udviklere, som ændrer Minecraft-spillet fuldkomment. Det store udvalg og de mange modifikationer sikrer, at Minecraft er evigt foranderligt — måske endda så meget, at man næsten ikke kan genkende Minecraft underneden. 

Det er også muligt at sælge eget indhold på Minecraft Marketplace og på den vis tjene virkelige penge på ens kreationer.

Alle tilkøb i Minecraft Marketplace er inddelt i seks forskellige kategorier: 

Mashup-pakker

Blandt de dyreste tilkøb i Minecraft Marketplace er ”Mashup-pakker”, som er større verdener, der ikke kun ændrer spillets visuelle udtryk, men også reglerne og spildynamikkerne. For eksempel kan man købe verdenen “Space Battle Simulator”, som sender spillerne ud i rummet på hvert deres rumskib eller ”Star Wars”-verdenen,  som genskaber stederne samt figurerne fra Star Wars-filmene.

Overlevelses-spawns

Disse udvidelser er lidt mindre omvæltende oplevelser end ”Mashups”, men stadigvæk timelange spiloplevelser, der dumper spilleren ned i forskellige scenarier og missioner. Det kan være at overleve i det vilde vesten, i en bunker under vand eller at undslippe en fortryllet pyramide. Målet er hele tiden at slippe ud eller overleve, og på den måde bliver det til små gåde-oplevelser.

Eventyrkort

Disse verdener minder om ”Overlevelses-spawns”, men blot med mere fokus på at udforske og opdage, mindre på at overleve. For eksempel kan du via Eventyrkort udforske landbrug på Månen, spille med i Toy Story 2-filmen  eller prøve livet af som en ræv. 

Teksturpakker

En tekstur er en visuel overflade på en virtuel genstand, så disse pakker ændrer på grafikken i Minecraft. Dermed kan man gøre hele spillet anderledes at se på, f.eks. spille i sort/hvid eller få alt til at ligne en farvesprudlende tegneserie.

Skin-pakker

Dette er pakker af kostumer eller skins, så spilleren kan skifte udseende på sin hovedfigurer i spillet — f.eks. findes der skin-pakker som “Unge i 90’erne” eller “Anime-legender”.

Minispil

Disse pakker er mindre små spil, som bruger Minecraft-verdenen til at skabe enkeltstående spil — som f.eks. ”Fængselsflugt”, ”Fremtids-parkour” eller ”Maze Escape”, hvor man skal undslippe en labyrint hurtigst muligt.

Alle indkøb i Minecraft Marketplace rangerer fra gratis til omkring 1400 Minecoins. For 80 kr. får man 1720 Minecoins . En Mashup-pakke koster ofte 1340 Minecoins = 62 kr. mens en Skin-pakke koster 310 Minecoins = 14 kr.   

Minecraft Realms

Minecraft tilbyder også, at spillerne kan lave deres egne Minecraft-verdener i en service kaldet ”Minecraft Realms”. Disse ”Realms” er spillernes egne private online-verdener, som mellem 3 og 10 venner kan dele adgang til, hvis en spiller tilkøber et månedligt abonnement til enten 4 eller 8 dollars (30-60 kr).

Bemærk dog, at alle med spillet gratis kan lave og dele online-verdener sammen med andre. Til forskel fra ”Realms” så kræver dette, at den spiller, der skabte verdenen, hele tiden har sin computer online, mens man spiller. Med ”Realms” gemmes spillernes delte online-verden eksternt hos Microsoft, så alle spillere altid kan hoppe ind og ud uden at være afhængig af de andre spillere.

 

 

Spilmekaniske greb

Uendelig frihedsfølelse

Med et spildesign, der giver følelsen af en total frihed til at bygge alt, hvad fantasien begærer, har Minecraft skabt en af de mest effektive fastholdelsesmekanismer nogensinde set i et digitalt spil. Friheden er både overrumplende og berusende, fordi når du kan bygge alt, hvor starter du så? Hvor slutter du? Og hvornår er det færdigt og godt nok? Den frihed fastholder spillerne til hele tiden at udforske og bygge mere.

Transparens i kreativiteten

Spillets konsekvente og dogmatiske blok-baserede grafik gør, at spillerne kan se, hvordan alt i spillet er bygget op af de mindste grundsten — blok for blok. Dermed skaber spillets spilmekanik en følelse af, at alt er muligt, fordi spillet og dets fans ikke har “snydt” og bygget noget, som ikke er muligt.

Simulation skaber indlevelse    

Selvom Minecraft kan købes i nyere spiludgaver med fastlagte historier — som f.eks. Minecraft Legends eller Minecraft Dungeons — så er de stærkeste historier dem, som man selv spiller sig frem til. Spillet er reelt set en simulation, der skaber helt unikke verdner til hver spiller, og dermed bliver alle spil og måder at spille på også vidt forskellige.

Psykologiske greb

Stærk tilknytning

At bygge i Minecraft koster tid, tålmodighed, omhu og ofte samarbejde med andre, så spillet skaber både bygge-stolthed koblet med en stærk psykologisk tilknytning i dets spillere. For jo mere tid, energi og personlighed spillerne har brugt på deres verdener, des sværere er det at slippe dem — og des mere oplagt er det bruge penge på at forbedre dem.

Se også IKEA-effekten.

FOMO

I Minecraft Marketplace udkommer der dagligt nyt indhold, og fordi fanskaren er så enorm, får nye trends, memes, spil og film hurtigt en Minecraft-version. Spillet er på den vis organisk og levende, og skaber samtidig følelsen af FOMO, fordi man ikke kan nå at opleve alt det nye indhold. Modsat mange af konkurrenterne, så er tilgængeligheden af indholdet ikke tidsbegrænset, hvilket gør en stor forskel.

Stærk sammenligning

Den stabile strøm af nyt indhold skaber samtidig en social forventning, når spillerne sammenligner deres Minecraft-universer med hinanden. Har en spiller nyt og spændende indhold, så kan disse sammenligninger give trang til at købe flere udvidelser og indhold til spillet.

På Star Wars-eventyr med Minecraft

Med en Star Wars mash-up-pakke kan man forandre hele Minecraft-oplevelsen til et Star Wars-eventyr.

Sociale komponenter

Online-spil

En af de vigtigste årsager bag Minecrafts succes er, at spillerne kan mødes online og spille sammen i deres egne digitale verdener. Der findes millionvis af både private og offentlige verdener, og internt kan spillerne chatte med hinanden via spillets indbyggede chat-system, mens et filter blokerer de mest kendte engelske bandeord på de offentlige servere.

Fordelen ved disse åbne og delte online-verdener er deres status som digitale “klubhuse”, hvor spillerne kan mødes og snakke sammen, mens de bygger, hygger og drager på eventyr. Dermed er ulemperne oftest psykologiske snarere end økonomiske — bl.a. via fænomener som “griefing”. Griefing betyder, at en eller flere spillere bevidst ødelægger andre spilleres kreationer for at få en reaktion, og fænomenet er desværre vidt udbredt i Minecraft.

Bonus-info

  • Geodatastyrelsen frigav i 2014 en model af hele Danmark i Minecraft i en 1:1 skala. Den er dog lukket igen, da samme styrelse nogle år senere fandt den utidssvarende.
  • Minecraft har i dag over 200 millioner registrerede brugere, mens spillet i sin fulde udgave er solgt i over 70 millioner eksemplarer, hvilket gør spillet til et af de mest sælgende digitale spil nogensinde.

Er der grund til bekymring?

Minecraft er et premium-spil, der i sin grundform er mindre bekymrende end andre spil i forhold til fristelsen for tilkøb. Primært fordi spillet ikke indeholder lootboxes, reklamer eller lokkende annoncer i spillets onlinebutik, der også rummer mange gode og ganske gratis fanskabte modifikationer til spillet. På den vis giver spillets grundpakke meget spilletid, hvor ingen tilkøb er nødvendige for spilleglæden.

Den største bekymring ligger i spillernes stærke tilknytning til spillet og deraf tidsforbrug, samt at der er enorme mængder større og mindre tilkøb, som ikke er gratis, og som ikke kan byttes efter køb. Har man først kastet sin kærlighed på spillet, så kan Minecraft blive en dyr digital sandkasse, hvis man skal købe de professionelle pakker med tilkøb.