Among Us

Hovedforfatter: Rune Kristian Lundedal Nielsen, cand.psych, cand.IT, ph.d., lektor
Medforfatter: Simon, folkeskolelev, praktikant

Første udgivelsesdato: 20. august 2024
Seneste opdatering: 20. august 2024

Note

Denne guide er lidt unik, fordi den er skrevet i et samarbejde mellem Simon, som er folkeskoleelev og praktikant, og Rune, der er psykolog og spilforsker.

Derfor bør du læse denne guide

Rune: Among Us er et socialt spil, der eksploderede ind i mainstreamkulturen under corona-pandemien, hvor det blev et socialt samlingspunkt for børn, unge og deres familier. Among Us er umiddelbart gratis at spille, men da få ting i virkeligheden er gratis, og fordi Among Us angiveligt har omsat for over 100 millioner dollars, giver det god mening at kigge spillets forretningsmodel efter i sømmene.

Simon: Among Us er et spil, som blev meget udbredt under pandemien. Among Us var med til at hjælpe mange unge igennem den svære tid og gjorde muligt, at de kunne lave noget sammen, selvom de sad derhjemme. Men Among Us har ligesom mange andre også en butik, hvor man kan købe forskellige ting, hvilket kan blive set som en udfordring for mange forældre.

Derfor har vi valgt at kigge på denne titel

Among Us levede en meget stille tilværelse uden den store offentlige interesse i de første år efter udgivelsen i 2018. Det skulle dog ændre sig, da pandemien få år efter tvang store dele af verdens befolkning inden døre og online. Flere streamere på Twitch og YouTube opdagede, hvor tilskuervenligt spillet var, og hvor godt det egner sig til streaming. Ifølge YouTube blev videoer af Among Us set 4 milliarder gange på platformen i september 2020, og i samme måned rundede spillet 100 millioner downloads. Spillerantallet steg samtidigt fra den tidligere rekord på 18.000 samtidige spillere i 2012 til 1,5 millioner samtidige spillere.

Simon: Among Us er et fedt spil, som er rigtigt godt til at skabe et fællesskab for spillere med sine anderledes spilfigurer og sjove påklædning. Det, der har hjulpet Among Us så meget med at stige i popularitet, er især, at spillet har et sjovt koncept, og at appen er gratis, hvilket gør det til et megafedt spil for unge.

 

Skala for bekymring

 Vi er ikke umiddelbart bekymrede for Among Us

Rune: På trods af at spillet bruger mikrotransaktioner i sin forretningsmodel, er vi ikke synderligt bekymrede for Among Us. Spillet er ikke aggressivt i sin forretningsmodel, og det er ret gennemskueligt, hvad man køber i butikken. Her kan virtuelle varer som skins købes direkte eller gennem et battle pass. Et [battle pass] er et tilkøb, hvor man kan spille sig til en række  mulige ekstrapræmier). Der er ingen loot boxes eller andre gambling-lignende elementer i spillet. Der heller ikke mulighed for at købe sig til konkurrencefordele, de såkaldte ”pay-to-win”-mekanismer.
Simon: Jeg spillede meget Among Us med mine venner under corona-epidemien for nogle år siden, og jeg syntes ikke, at butikken i spillet var et stort problem dengang. Butikken var mest brugt som lidt ekstra, hvis man gerne ville have et bestemt kostume/skin. I dag er de kostumer, der dengang kostede penge, blevet lavet om, så de i stedet koster spilpenge, som man optjener ved at spille spillet. Men Among Us har stadigvæk en butik, hvor man kan købe f.eks.  kostumer og kæledyr, som man betaler rigtige penge for. 

Generel beskrivelse

Rune: Among Us er et mordmysteriespil for 4-15 spillere. Det er et såkaldt ”social deduction”-spil, som man også kender fra spil som Mafia og Werewolf og fra TV 2-programserien ”Forræder”. Æstetisk lægger spillet sig op ad simple tegneserier, og det har et nærmest retro-agtigt udtryk. Spillet er tilgængeligt på en lang række platforme og man kan spille med andre på tværs af platformene.

I spillet styrer hver spiller en karakter (en såkaldt ”crewmate”) på en rumstation. Her skal de fleste spillere alene eller sammen med andre udføre en række opgaver for at holde stationen kørende. I hvert spil bliver op til tre tilfældige spillere dog tildelt rollen som skjult ’imposter’ (dvs. forræder eller bedrager). Imposternes opgave er at forhindre de andre spillere i at holde basen kørende ved at sabotere eller eliminere de øvrige spillere uden at blive opdaget.

Spillere kan indkalde til krisemøder, hvis de f.eks. har opdaget liget af en anden spillers karakter. Under mødet er opgaverne på rumstationen sat på pause. I stedet skal spillerne drøfte, hvad de har set, og om de mistænker nogen for at være en imposter. Mødet afsluttes med en afstemning, hvor en spiller kan blive stemt ud, hvorefter det afsløres, om personen var en imposter eller ej.

Simon: Among Us, som betyder blandt os på engelsk, er et spil, som handler om præcis det, titlen siger. Der er en forræder/bedrager iblandt besætningen på et rumskib (eller fire andre baner). Der er mellem 4-15 spillere i en runde, som i starten af spillet har chancen for at blive tilfældigt valgt som en af de 1-3 bedragere. Bedragernes opgave er at eliminere og få stemt så mange uskyldige ud som muligt.

Det andet hold er besætningens kammerater, som består af alle de andre spillere, der ikke blev bedrager. Deres mål er at undgå at blive dræbt og gennemføre alle besætningens opgaver for at vinde spillet. For at gøre det nemmere for bedragerne, kan de undervejs i spillet sabotere forskellige dele af banen, så besætningen bliver nødt til at fixe dem for ikke at tabe. Når en person bliver dræbt, kan spillerne rapportere liget, derefter vil alle spillere blive kaldt til samtale. Til samtalen skal spillerne diskutere og stemme om, hvem der kan være bedrager. De skjulte bedrageres mål er at beskytte sig selv og hinanden og få så mange uskyldige stemt ud som muligt.

Når alle er blevet enige, skal spillerne stemme på den person, de tror, der er bedrager. Den med flest stemmer bliver smidt ud af spillet.

Hvad bruger man penge på

Simon: Among Us er både gratis på telefon og på computer, hvis man kigger de rigtige steder. Da Among Us først kom ud, kunne man købe enkelte kostumer for rigtige penge, det er Among Us dog nu stoppet med at tage penge for. De sælger nu i stedet enkelte kostumer, hatte, briller, kæledyr eller navneskilte i spilbutikken for spilpenge, som de kalder for Beans (bønner), der kan blive optjent ved at spille spillet.

Among Us har også en anden form for spilpenge (premium-valuta), som de kalder ”stars” (stjerne på dansk). De kan købes for rigtige penge i butikken, hvor de koster ca. 15 kr. for 20 stars, hvilket er det billigste man kan købe. Stars kan blive brugt til at købe to forskellige ting: Enten kan man købe en ”kosmisk kasse” (kendt som en cosmicube i spillet) eller en pakke, der indeholderen en masse dragter, hatte med mere.

Komisk Kasse

En komisk kasse/cosmicube er et virtuelt objekt, man kan købe for stars (prisen afhænger af, hvor mange ting man får i den), den kosmiske kasse giver spilleren belønninger, som består af f.eks. kostumer, hatte, briller, kæledyr og meget mere, som alle passer sammen og har et tema. Der udkommer løbende nye komiske kasser med nye temaer, mens andre forsvinder fra butikken efter noget tid. Har man købt en kosmisk kasse, bliver den dog på ens konto, selvom den ikke længere kan fås i butikken. Man kan løbende opnå objekterne i den kosmiske kasse ved at  optjene ”pods,” som man opnår ved at spille spillet. De kosmiske kasser fungerer på den måde som en slags battle pass i en anden form.

Pakker

Man kan også købe specielle udvidelsespakker i butikken for Stars, som normalt kan koste 20, 30 eller nogle gange helt op til 70 Stars (ca. 48 danske kr.). Pakkerne giver køberen en masse forskellige kostumer, briller, hatte og andre ting, som alle passer sammen og har et tema.

Hvor aggressivt monetariserer spillet

Rune: Spillet er ikke aggressivt i sin måde at slå mønt på sine spillere. Man kan spille spillet gratis og låse op for en del skins uden at betale. Der er ingen tilfældighedsmekanismer eller gambling-lignende mekanismer. Man kan heller ikke købe sig til fordele i forhold til andre spillere i spillet, og derfor kommer spillere ikke ud i økonomiske våbenkapløb.

Simon: Jeg oplever ikke Among Us som et aggressivt monetariserende spil. Det tvinger ikke nogen til at købe noget eller gør, at man kun kan komme videre, når man betaler penge. Among Us har bare deres butik som en baggrundsting for at sørge for, at de tjener penge. Man kan stadigvæk få en masse fede ting, som gør ens udseende helt unikt uden at bruge ægte penge på spillet.

Mekanismer til spillerfastholdelse (psykologiske greb)

Sunk cost fallacy

Rune: Skins og andre genstande i Among Us er rent kosmetiske, det vil sige, at man ikke kan købe sig til fordele i spillet. Man er derfor ikke tvunget til at bruge penge for at kunne følge med, udover selvfølgeligt hvis man gerne vil være med på moden.

Simon: Spillet udnytter, at man har en chance for at blive bedrager og derfor gerne vil blive ved med at spille om og om igen for at blive bedrager. Nogle kan måske synes, at det ikke er så fedt at være bedrager, fordi man bliver helt nervøs, når man ved, at folk prøver at finde ud af, hvad man prøver at skjule. Det sker i hvert fald med mig, når jeg spiller. Måske betyder det, at man ikke vil spille lige så mange spil i streg, som hvis man gerne vil forsøge at være impostor.

Near miss

I mange spil er der noget, der hedder near miss. Det er, når man er virkelig tæt på at opnå noget, men man ikke opnår det og derfor gerne vil prøve igen. Det kan man også opleve i  Among Us. Når man er virkelig tæt på at vinde, og man så ikke gør,  vil prøve igen og igen. Det er ikke et problem i Among Us, fordi near miss ikke er bundet op med betaling, men bare en stærk følelse.

Mekanismer til spillerfastholdelse (spilmekaniske greb)

Daglige missioner

Rune: Ifølge Fandom.com eksperimenterer InnerSloth, som udvikler spillet, med at implementere daglige missioner/dailies i en [betaudgave] af spillet. Daglige missioner/dailies opfordrer spilleren til at besøge spillet hver dag. Det gode ved de daglige missioner er, at der er noget nyt og spændende at lave hver dag, men det er samtidigt også det dårlige ved de daglige missioner. Invtitationen til at skulle spille hver dag kan føles som en forceret, kunstig nødvendighed. Det afhænger altså fuldt ud af spillerens livsomstændigheder, om det er godt eller skidt, at man bliver inviteret til at spille dagligt.

Sunk Cost fallacy

Rune: Har man investeret i en kosmisk kasse/cosmicube kan man føle en forpligtigelse til at låse op for alt det tilgængelige indhold, når man nu har brugt ressourcer på at købe. Hvis man er typen, som ser selv en kedelig serie på Netflix til ende, når først man er startet på den (så man ikke har spildt sin alle investerede tid), kan man overveje, om det er en god ide at investere i cosmicube, for det kommer til at tage lang tid, før man har åbnet for alt.

Kosmisk kasse

Simon: Komiske kasser er en virtuel kasse/battle pass, man kan købe for ægte penge, som giver en nogle ting, man kan bruge til at gøre ens karakter sejere. Når de kommer ud, går der en vis tid, før de forsvinder. Det lægger pres på spilleren og tvinger dem til at blive ved med at spille Among Us og måske også bruge flere penge på nye kasser, fordi de nye kasser måske har et fedt tema og nogle fede ting, man gerne vil have.

Sociale komponenter

Rune: Among Us er et uhyre socialt spil, som stiller store krav til samarbejde, pokerfjæs, bedrag og decideret manipulation.

Simon: Among us er et spil, som er næsten umuligt at spille uden at være social. Den nemmeste måde for besætningskammeraterne at vinde på er ved at udvise bedragerne, og det er umuligt, hvis man ikke kan kommunikere sammen.

Andet

Rune: Der er intet krav om aldersverificering, så børn under 7 år kan nemt få adgang til spillet. Tal gerne med dit barn om, at de aldrig må give personlige oplysninger til fremmede spillere. Derfor anbefales det også at oprette nicknames, som ikke ligger for tæt op ad barnets rigtige navn.

Ligesom i mange andre online-spil skal man være opmærksom på, at man kan møde en uheldig kultur, når man spiller med fremmede online.

Fakta om InnerSloth

Udgiver: InnerSloth
Udvikler: InnerSloth
Udgivelsesår: 2018
Platform: Android, IOS, MacOS, Xbox, PlayStation, Switch og Windows
Betalingsform: Freemium (gratis men med mulighed for at tilkøbe ekstra indhold)
Game Modes: Klassisk og gemmeleg
Aldersmærkning: Among Us har PEGI-rating 7+
Forventet tidsforbrug: En runde Among Us tager ca. mellem 5 og 15 minutter, men det kommer meget an på, hvor mange spillere der er med, og hvordan spillet udvikler sig.
Lignende titler: Goose Goose Duck, Deceit, Unfortunate Spacemen, Barotrauma