Palworld

Hovedforfatter: Pawel Grabarczyk, Ph.d., filosof, lektor
Første udgivelsesdato: 2. maj 2024
Seneste opdatering: 2. maj 2024

Derfor bør du læse denne guide

Palworld er det nyeste skud på stammen indenfor den enormt populære genre af survival games dvs. overlevelsesspil. Palworld læner sig meget tæt op ad et andet meget populært spilunivers —Pokémon— i det at forskellige mere eller mindre nuttede monstre spiller en central rolle. Muligheden for at fange og samle forskellige Pokémon-lignende monster har bidraget til spillets store popularitet hos yngre spillere. Selvom spillet har mistet noget af sin popularitet, når denne tekst udkommer, så tog Palworld verden med storm og ramte hurtigt 19 millioner spillere på tværs af alle platforme, da det udkom i januar 2024. På udgivelsestidspunktet blev Palworld det mest spillede spil—når man ser bort fra gratisspil—på Steam foran prisvindende fanfavoritter som Elden Ring og Hogwart’s Legacy. Det må siges at være en enorm bedrift for et spil som hverken bygger på et allerede elsket univers (som f.eks., Star Wars, Harry Potter eller Ringenes Herre) eller kommer fra et studie med en loyal fanskare.

Derfor har vi valgt at kigge på denne titel

Palworld er som allerede nævnt braget ind på spilscenen og dermed også i især yngre spilleres bevidsthed. Indtil videre er spillet lige så gammeldags i sin forretningsmodel, som det er nyskabende som spil, man køber simpelthen adgang til spillet og kan derefter ikke bruge flere penge (medmindre man har ’gratis’ adgang gennem et Microsoft’ Game Pass som selvfølgelig skal fornyes hver måned). Spillet er stadigvæk i det man kalder early access, hvilket betyder at spillet ikke er færdigt endnu, men at der alligevel er adgang til at prøve—og i dette tilfælde—købe det. Det betyder nok, at spillet lige nu er billigere end det kommer til at være, når der er færdigt. Vi har dog før set spil,  der startede som betalte spil for at gå over til at blive gratis-spil med muligheden for tilkøb af ekstra indhold. I takt med at udviklerne arbejder videre på spillet, kommer vi formodentligt til at se nyt indhold, nye spilmekanikker og måske også nye forretningsmodeller.

Palworld er et komplekst spil, som kan være svært for ikke-spillere og udenforstående at forstå og vurdere. Det giver derfor god mening at gennemgå spilsystemet og forretningsmodellen.

Skala for bekymring

 Vi er ikke bekymrede for Palworld

Palworld er et sjældent syn i nutidens spilmarked: Det er et spil, man betaler for én gang, og som man (i hvert fald i skrivende stund) ikke kan bruge flere penge på. Der er ingen udvidelser, ingen season passes, ingen loot boxes, ingen butik eller mulighed for at spillere kan sælge ting til hinanden inden i spillet. Der er en multiplayer-del i Palworld, som gør det muligt at spille med andre mennesker, men de sociale features i spillet bruges ikke til at skabe incitament for at bruge penge.

 

Vi er derfor ikke bekymrede for Palworld ud fra et gambling/ludomani/pengefælde-perspektiv.

Generel beskrivelse

Palworld blander spilelementer og æstetiske udtryk fra forskellige populære genrer. Hvis man skulle prøve at opsummere spillet, ville man kunne kalde det et overlevelsesspil i stil med Minecraft krydret med monstre, som minder om dem, man finder i Pokémon-spillene, men som man her fanger og udnytter på forskellig vis lige som i spil som Ark. Den verden, spillet foregår i, ligner Zelda: Breath of the Wild eller Genshin Impact.

Som spiller skal man samle materialer og bygge sin egen base og udforske en enorm åben verden. Spilleren kan vælge at bekæmpe, fange eller endda spise(!) de Pokémon-lignende væsener, der bebor den virtuelle verden. Som spiller kan man også vælge at sætte tilfangetagne monstre til at arbejde på sin base, og på den måde begynder spillet pludselig at minde om et spil som Factorio, hvor spilleren bygger og driver fabrikker samtidigt med, at der skal holdes styr på ressourcer, og nye teknologier skal udvikles . På et tidspunkt når spilleren har udforsket tilstrækkeligt med nye teknologier, bliver det muligt at lave sine egne våben, som kan bruges i kamp mod andre computerstyrede mennesker og væsner. Her begynder spillet og dets kampsystem at minde mere om et tredje persons-skydespil som Fortnite.

Hvad bruger man penge på

Spillet koster 28,99€ (ca. 216 DKK) på Steam og 239 DKK i Microsoft Store. Det er ikke muligt at bruge yderligere penge inde i spillet. Man kan også få adgang til spillet gennem Microsoft’s Game Pass, som koster 79 DKK om måneden (eller 99 DKK om måneden, hvis man vil have adgang til både PC og Xbox spil).

Hvor aggressivt monetariserer spillet

Spillet monetariserer ikke sine spillere, efter spillet er købt. Spillet sælges lige nu i Early Access, hvilket som regel betyder, at man kan forvente at spillet løbende bliver udvidet og opdateret. Med andre ord får man med Early Access tidlig adgang til et endnu ikke færdigt produkt.

Mekanismer til spillerfastholdelse (psykologiske greb og tankefælder):

På normal sværhedsgrad tvinges spilleren til at grinde (primært for at samle ressourcer), men sværhedsgraden kan justeres, hvis man synes det er for voldsomt. Spillet kan skræddersys til den enkeltes behov, så man hurtigere får adgang til de nødvendige ressourcer  og stiger i level. 

Mekanismer til spillerfastholdelse (spilmekaniske greb)

Der er ingen spillerfastholdelsesmekanismer i spillet. Man kan spille når man vil og sætte spillet på pause, som det passer en. Der er intet sæson- eller tidsbegrænset indhold. Spillerbasen (dem der aktivt spiller spillet) er skrumpet gevaldigt ind, hvilket nok er forståeligt for et spil, som har sat rekorder for antal spillere, der spiller samtidigt. Udviklerne virker fuldstændigt ubekymrede over, at 84% af spillets spillere er holdt op med at spille, hvilket giver god mening, da de ikke tjener nogle penge, efter spillet er solgt.

Sociale komponenter

De sociale komponenter i Palworld består af muligheden for at spille sammen kooperativt. Den sociale interaktion bliver ikke forsøgt monetariseret ved mersalg af for eksempel skins.

Andet

Spillet indeholder elementer, som kan opleves som upassende for børn. Beskrivelser af væsener i spillet er ofte satiriske og kan indeholde sort humor. For eksempel er ”Depresso” er et deprimeret væsen, som kan forsøge at begå selvmord, efter spilleren har fanget det og sat det i arbejde.

Fakta om Palworld

Udgiver: Pocket Pair Inc.
Udvikler:Pocket Pair Inc.
Udgivelsesår: 2024
Platform: Xbox One, Xbox Series S/X, Windows, Steam
Betalingsform: Engangsbetaling
Spiltype: Survival/Management
Aldersmærkning: Fra 12+ år
Forventet tidsforbrug: 50 timer+
Lignende titler:
  ARK Survival Evolved, Minecraft, Pokémon Legends Arceus