Destiny 2
Hovedforfatter: Troels Høegh, copywriter og spilskribent
Første udgivelsesdato: 1. september 2022
Seneste opdatering: 1. september 2022
Fakta om Destiny 2
Udgiver: Bungie
Udvikler: Bungie
Udgivelsesdato: 2017
Platform: Windows PC, PlayStation, Xbox, Google Stadia m.m.
Betalingsform: Freemium + mikrotransaktioner (spillet er gratis med mulighed for tilkøb af ressourcer, season pass og låst indhold m.m.)
Spiltype: Skydespil, First Person Shooter, MMO
Game Modes: Online multiplayer, PvE, PvP
Aldersmærkning: 16+
Alternativ / primær konkurrent: Warframe, Borderlands 3, The Division 2
Derfor skal du læse denne guide
Destiny 2 bygger videre på succesen fra klassiske titler som ”Halo” og det oprindelige ”Destiny”.
I sin seneste inkarnation er Destiny endda blevet free-to-play, så endnu flere kan gå på opdagelse i spiluniverset.
Derfor tilbyder spillet køb af digitalt udstyr, virtuel valuta og DLC, der godt kan virke uoverskueligt for almindelige dødelige.
Med denne guide kan du let danne dig et overblik.
Beskrivelse
Destiny 2 er et fantasifuldt science fiction-spil i et stort og komplekst univers, der har fanget og fastholdt interessen for millioner af spillere siden 2017.
Her går spillere fra hele verden på opdagelse sammen i det store åbne univers for at gennemføre missioner — i en evig jagt på bedre udstyr, så man kan stige i niveau og løse atter mere udfordrende opgaver.
De mange missioner er spredt ud over en virtuel stjernehimmel, hvor spillerne rejser mellem planeter i vores solsystem og hinsides.
Man skal planlægge sin strategi med omhu ift. omgivelser og fjender. Og der er mange forskellige typer evner, udstyr og boosters at gøre det med.
Det er dog også muligt at spille små kampe mod andre spillere, og det er muligt at købe nye kampagner som DLC.
Tidsforbrug
Destiny 2 tager lang tid at spille. Både ad gangen og alt i alt.
Afhængigt af sværhedsgrad kan en mission tage mellem 20 og 60 minutter, nogle gange mere.
Og selvom kernehistorien kan gennemføres på mellem syv og 12 timer, udkommer der hele tiden nyt ekstraindhold og nye missioner.
Destiny 2 inviterer derfor til, at man kan grinde nærmest uendeligt, så længe man kan holde spillerens interesse, indtil Destiny 3 udkommer.
Sociale komponenter
Med inspiration fra MMO-genren er interaktion med andre spillere et centralt element.
Destiny 2 er klart sjovest at spille med venner, så man kan gå på opdagelse sammen og har nogen at snakke med, mens man udforsker de fjerne planeter.
Derfor har spillet indbygget voice chat, og hvis man ikke kender sine medspillere på forhånd, kan man risikere at opleve anstødeligt sprog.
Det er heldigvis let at slå voice chat fra i menuen med indstillinger.
Hvorfor vi har valgt dette spil
Selvom Destiny 2 teknisk set er gratis at spille, skal man have tegnebogen op af lommen, hvis man vil have fuldt udbytte af oplevelsen.
Meget af spillets indhold er låst væk bag betalingsmure, og mængden af tilkøb kan virke uoverskuelig selv for erfarne gamere.
Destiny 2 har tidligere tilbudt de stærkt kritiserede lootboxes i spillets butik, men udvikleren Bungie valgte i 2020 at fjerne dem fuldstændigt fra butikkerne.
I stedet kan man nu købe farvestrålende skins og andet kosmetisk tilbehør, hvis man gerne vil se smart ud på science fiction-slagmarken.
Mest af alt opfordrer Destiny 2 dog til grinding, og mange lægger flere hundrede timer i spillet.
Hvis man bliver grebet af at samle på udstyr og opgradere, kan det være en rigtig tidssluger.
Og hvis man gerne vil have fat på det virkelig gode udstyr, er man nødt til at bruge penge på det.
Billedtekst: I Destiny 2 kan man købe premiumvaluta f.eks. som her. Der er mængderabat, hvis man køber meget ad gangen. Kilde: Screenshot fra spillet Destiny 2 på Sony PlayStation. Destiny 2 udgives af Bungie
Hvad bruger man penge på?
Silver
Destiny 2 tilbyder en premium-valuta, “Silver”, som man bruger til at købe indhold i den virtuelle butik, bl.a. season passes og DLC.
Spillet byder også på en række in-game-ressourcer, men Silver er den eneste, man kan bruge penge på, og fungerer isoleret fra spillets øvrige ressourceøkonomi.
Virtuelle valutaer kan fjerne følelsen af at betale “rigtige” penge (det man også kalder Pain of Payment) og være med at til at sløre perspektivet på en genstands værdi.
DLC og udvidelser
Det står hurtigt klart, at man ikke får fuldt udbytte af sin Destiny 2-oplevelse, hvis man ikke køber noget af det meget DLC, som spillet tilbyder.
Allerede fra de første missioner belønnes spilleren med udstyr, som det kræver betalt DLC at bruge.
DLC til Destiny 2 koster mellem 140 og 700 kr og ikke engang den største pakke giver adgang til alt.
Det kan derfor blive en dyr fornøjelse, hvis man bliver perfektionistisk og vil have det hele med.
Season pass
Et premium pass i Destiny 2 koster 1.000 “Silver” (ca. 75 kr.) og giver løbende adgang til udstyr og ressourcer, som man låser op ved at spille og stige i niveau.
Hvis man spiller ofte, kan et premium pass føles som at få mere for sin tid.
Om den følelse er “ægte” eller fremkaldt af spillet, er op til den enkelte at afgøre.
Skins og kosmetisk udstyr
I Destiny 2 kan man købe pakker med unikke udseender til sin spilfigur.
Indholdet er rent kosmetisk og har ingen indflydelse på slagets gang.
Ikke desto mindre kan man sagtens blive fristet af de farvestrålende kostumer.
En skin-pakke i Destiny 2 kan købes med Silver og koster omregnet typisk mellem 50 og 200 kr.
Eksterne markedspladser
Da Destiny 2 kræver mange timers grinding for at få det bedste udstyr, er der opstået et “gråt marked” rundt om spillet, hvor spillere sælger og køber profiler med oplåst indhold.
Her kan særlige oplåsninger koste langt over 1.000 kr.
Og da det er uden om udviklerens mulighed for at regulere, er det altid vigtigt at være ekstra påpasselig, hvis man handler på eksterne markedspladser.
Mekanismer til spillerfastholdelse
Grinding
Destiny 2 er på mange måder indbegrebet af en “loot grinder” — dvs. et spil, hvor det afgørende fokus er på at samle gradvist bedre udstyr og opgradere uden ende.
Grinding er en repetitiv spilform, hvor spillet tilbyder små opgraderinger i udstyr og spilevner med nøje designet frekvens, så de jævne udløsninger af begejstring kan fastholde spillere i længere tid og give en følelse af fremgang.
Næsten alle spil har en form for grinding, hvor man skal overkomme udfordringer ved gentagne forsøg. Dog er der nogle spil, som benytter mekanismen mere end andre.
Destiny 2 benytter ikke bare grinding — men bygger på det.
Hvis man bliver bidt af at samle på eksotiske våben og rustninger (og er villig til at købe Destinys DLC) kan der være mange underholdende timer forude.
Men det er bestemt en god idé at holde øje med sit tidsforbrug og stoppe op for at spørge, om spillet er tiden værd.
For selvom Destiny 2 “kun” tilbyder køb af kosmetiske opgraderinger og DLC, kommer man til at betale med både tid og penge, hvis man vil gennemføre de sværeste missioner og have det vildeste udstyr.
Tidsbegrænsede events
Som mange andre multiplayer-spil har Destiny 2 masser af tidsbegrænsede begivenheder, som man sammen med andre spillere skal gennemføre før deadline — eller risikere at gå glip af unikke belønninger.
Det er en enkel og effektiv måde at fastholde spilleren, og man kan hurtigt få følelsen af at gå glip af noget, hvis man ikke er med.
Psykologiske greb
Loss aversion & FOMO
I Destiny 2 har man automatisk et gratis season pass, der giver små gaver, når man stiger i niveau.
I starten er det ved hvert niveau. Derefter hvert andet. Og snart er det kun én ud af fire gange.
I mellemtiden kan man se, hvordan spillere med et betalt premium pass får (bedre) gaver ved hvert niveau.
En sæson er kun 10 uger lang, og uanset typen af season pass skal man nå at låse op for mest muligt udstyr.
Og hvis man ikke når det?
Så kan man betale for at låse op for det, man mangler.
Sådan udnytter Destiny 2 loss aversion of FOMO til både spillerfastholdelse og opsalg af betalt premium pass.
Belønning & adfærd
I Destiny 2 kan man se den primære belønning for at gennemføre en mission på forhånd.
Men når man undervejs besejrer fjender, får man imidlertid mange mindre belønninger i form af drops med tilfældigt udstyr og ressourcer.
De jævnlige opgraderinger er små glædesudløsere til at give en følelse af fremgang i en ellers temmelig repetitiv oplevelse.
Og hvis man ikke holder øje med tiden, kan de få timerne til at forsvinde på mystisk vis.
Er der grund til bekymring?
Destiny 2 markedsføres som et gratis spil, men er ganske enkelt ikke sjovt, hvis man ikke køber spillets udvidelser.
Når det er sagt, så er der mange timers fornøjelig underholdning (og en del møjsommelig grinding), hvis man er villig til at betale for DLC.
Destiny 2 har taget er rigtigt og vigtigt skridt væk fra lootboxes, og selvom der stadig er masser at bruge penge på, er spillet nu mindre problematisk — omend langt fra gratis.
Vi vurderer derfor graden af bekymring til at være middel.