LEGO Fortnite
Hovedforfatter: Rune Kristian Lundedal Nielsen, cand.psych, cand.IT, ph.d., lektor.
Første udgivelsesdato: 21. november 2024
Seneste opdatering: 21. november 2024
Derfor bør du læse denne guide
Med LEGO Fortnite går to af verdens mest succesfulde brands – Lego og Epic Games – sammen om et nyt spil. Fortnite er et af de spil i verden, som har trukket flest overskrifter i medierne og skabt flest bekymringer blandt forældre. Selvom LEGO Fortnite er et solidt spil, er der på nuværende ikke meget at komme efter rent gameplay-mæssigt for dem, der ikke er fans af survival-genren.
Da spillet oprindeligt udkom i december 2023, var det et visuelt meget flot spil men med begrænset underholdningsværdi, udover den fantastiske oplevelse det var at løbe rundt i et LEGO-univers. Dengang oplevede jeg simpelthen verdenen som for tom og derfor også kedelig. Men som mange andre af de større spil er LEGO Fortnite en ”service” eller oplevelse, der udvikler sig over tid og for nyligt blev endnu et kæmpe brand—Star Wars også tilføjet til oplevelsen. Det har gjort spillet langt mere interessant, at man nu også kan bekæmpe Star Wars-stormtropper og bygge laserrifler.
Jeg tror ikke, at LEGO Fortnite kommer til at vække mange bekymringer hos forældre. Spillet mangler Fortnites konkurrenceelementer og er ikke baseret på runder. Det vil sige, at det er meget lettere at holde pause fra, og der opstår ikke lige så let et socialt pres for at spille runden færdig (og starte en ny).
Derfor har vi valgt at kigge på denne titel
Selvom populariteten er dalet siden lanceringen, så bragede LEGO Fortnite ind på computerspilsscenen med millioner af samtidige spillere online i 2022. Spillet har uden tvivl været enormt dyrt at lave, og da det samtidigt er gratis at spille, er det værd at kigge på forretningsmodellen. Det er særligt relevant at kigge på LEGO Fortnite, fordi der på nuværende tidspunkt er flere end 15 retssager i gang alene i USA, hvor forældre sagsøger Epic Games (der står bag Fortnite) og andre spiludviklere for med vilje at gøre børn afhængige.
Derudover har EU pålagt Epic bøder for at bruge fraser som ”Køb nu!” i deres butik og for at have nedtællingsure på særlige tilbud, Epic har dog klaget over bøden, som de mener er uretfærdig.
Skala for bekymring
Vi er ikke bekymrede over LEGO Fortnite
LEGO Fortnite virker til at være designet for spilleren og ikke imod spilleren. Jeg har spillet med min fem-snart-seks-årige derhjemme, og selv om han synes det er sjovt, er det svært at holde ham engageret i spillet. Efter en uge udviser han ingen interesse for at spille det igen. Vi har spillet survival-mode (hvor man skal overleve vind, vejr og monstre), og selv om det er spændende og skræmmende at blive jagtet af – og selv jagte – ulve bygget af legoklodser, så er det ikke en frygt, der hænger ved.
Fortnite sælger ikke produkter, som gør det lettere at vinde over andre, det er heller ikke nødvendigt at betale for gøre fremskridt i spillet eller for at komme hurtigere frem. Fortnite sælger heller ikke lootboxes for rigtige penge, og det virker som om, at Epic i det hele taget har valgt, at det er en forretningsmodel, som de holder sig for gode til at bruge.
Generel beskrivelse
Ligesom andre spil i survival-genren (som f.eks. Palworld eller Ark) handler LEGO Fortnite om at overleve så længe som muligt. Man starter uden noget som helst, men lærer hurtigt at samle sten og træ, som kan sættes sammen til forskellige stykker værktøj. I takt med, at man bygger og samler ressourcer, får man adgang til at bygge vildere og vildere ting.
Når man får bygget sig en landsby, kan man begynde at invitere andre karakterer til at bebo ens by og hjælpe med forefaldende arbejde. Hvis man havde håbet på, at LEGO Fortnite opfordrede til fri kreativitet i stil med en æske blandede LEGO-klodser, så bliver man til gengæld skuffet. Man bygger stort set hele tiden bygninger, hvis design er forudbestemt af spillet. På den måde er det meget mere som at følge en byggevejledning til en meget stor æske LEGO, hvor de fleste klodser allerede er sat sammen.
Jeg har spillet på en PlayStation og her føles kontrolleren desuden som et ret bøvlet redskab at bygge med. For mit vedkommende er det altså ikke sjovt at bygge, og det er irriterende hele tiden at skulle fælde træer og hente sten til byggeriet. Derfor mistede jeg hurtigt interessen.
Jeg er dog heller ikke fan af survival-spil, så måske er jeg bare ikke målgruppen. Der er dog noget, der tyder på, at andre spillere deler min opfattelse, fordi antallet af spillere er dalet kraftigt, siden spillets første store succes lige efter udgivelsen.
Hvad bruger man penge på
I LEGO Fortnite kan man købe skins i spillets butik eller man kan købe adgang til et Battle Pass, hvor man kan låse op for skins og andre præmier ved at spille spillet. Som noget nyt kan man tegne et abonnement på Fortnite, som kaldes Fortnite Crew. Fortnite Crew koster 73 kroner om måneden, og for den pris får man automatisk hver måned en pakke med eksklusive skins, adgang til det nuværende Fortnite Battle Pass, et premium battle pass til Rocket League (kaldet Rocket Pass Premium) og 1000 V-Bucks hver måned. Derudover får man adgang til Fortnite Crew Legacy Styles (som er flere variationer over samme skin) baseret på, hvor længe man har været abonnent (det vil sige, at jo længere man har været abonnent, jo flere skins får man hver måned).
Hvor aggressivt monetariserer spillet
Af et gratis-spil at være er LEGO Fortnite ikke et spil, der monetariserer aggressivt. Man kan ikke købe sig til fordele i spillet, kun til at se ekstra sej ud ved køb af kostumer, musik, danse, emotes og så videre. LEGO Fortnite er fuldt ud integreret med andre spil på Fortnite-platformen, så man kan derfor bruge de samme skins på tværs af spil. Hvis man allerede har et stort udvalg af skins i Fortnite: Save the World eller Fortnite: Battle Royale, kan man altså bruge dem i LEGO Fortnite. Det virker relativt gavmildt, at man ikke er tvunget til at bygge sin virtuelle garderobe op fra bunden igen.
Mekanismer til spillerfastholdelse (psykologiske greb)
Sunk Cost Fallacy
Der er flere måder, hvor Fortnite som platform skaber incitament til at fortsætte med at spille og betale—og i forlængelse gør Fortnite LEGO det samme. Vælger man for eksempel at tegne abonnement til Fortnite Crew, så begynder man at optjene en form for streak i forhold til, hvor mange måneder man har været medlem, og jo længere ens streak er, jo flere skins får man hver måned for sine penge. Abonnementer er dog ret billigt i forhold til andre spilabonnementer som for eksempel World of Warcraft.
Mekanismer til spillerfastholdelse (spilmekaniske greb)
Battle Pass
Som nævnt monetariserer Fortnite blandt andet gennem salg af et Battle Pass. Jeg mener personligt, at Fortnites Battle Pass er ret gavmildt, men det kan det godt føre til en situation, hvor man kan føle sig nødsaget til at spille hen imod slutningen af en sæson for at låse op for alt det indhold, som battle passet indeholder (og som man jo faktisk allerede har betalt for). Er man typen, der (som mig) føler, at man skal proppe sig, når man én gang har betalt for adgang til en buffet, så skal man måske passe på med at købe et battle pass. Jeg går dog personligt ikke meget op i skins i Fortnite, så jeg har ikke selv oplevet presset til absolut at låse op for alle skins. Men for personer der går meget op i den sociale kapital, der er forbundet med eksklusive skins, er det selvfølgelig en anden sag.
Sociale komponenter
Man kan spille LEGO Fortnite alene eller sammen med andre, og på den måde kan man både bruge det til at få et pusterum fra hverdagen og få lidt alenetid. Omvendt kan man også vælge at invitere andre ind i ens verden og hygge sig med venner og bekendte.
Godt at vide
LEGO Fortnite kan ikke spilles på Apple-devices som nærmest de eneste, fordi Epic og Apple udkæmper juridiske slagsmål om, hvordan man bør og ikke bør opføre sig, når man driver en platform som Apples App Store og Epics Game Store. Sagen udvikler sig, og hvis EU har noget at skulle have sagt, så tror jeg, at vi kommer til at se Fortnite på Apples App Store på et tidspunkt.
Fakta om Lego Fortnite
Udgiver: Epic Games
Udvikler: Epic Games
Udgivelsesår: 2023
Platform: Android, iOS, HarmonyOS
Betalingsform: Freemium
Spilgenre:Android, Nintendo Switch, PlayStation 4, PlayStation 5, Windows, Xbox One, Xbox Series X/S
Aldersmærkning: PEGI 7 – mild vold, interaktion med andre spillere, mikrotransaktioner
Forventet tidsforbrug:Der er ingen runder eller andre naturlige steder at stoppe i LEGO Fortnite. Man kan spille, så længe man har lyst
Lignende titler: Palworld, Ark – Survival Evolved,