Marvel Snap!

Hovedforfatter: Thomas Vigild, spilskribent

Første udgivelsesdato: 1. juli 2023
Seneste opdatering: 24. oktober 2023

Derfor skal du læse denne guide

Marvel Snap! var en af 2022s helt store mobiludgivelser, der med en gratis-model, hurtige dueller, let forståeligt gameplay og Marvels kulørte helte- og skurke kunne tiltrække millioner af spillere – gamle som helt unge. Det kunne man frygte ville blive en stor kulørt pengemaskine, hvor hver eneste sekund koster spilleren kassen, men vi har oplevet noget helt andet. Læs mere om Marvel Snap! her.

Intro

Marvel Snap er et turbaseret digitalt samlekortspil baseret på Marvels univers af superhelte og -skurke. Først sammensætter man sit deck af 12 forskellige kort ud fra kortene i sin samling, og derefter udfordrer man andre spillere online i korte intense dueller, hvor man over seks runder får mulighed for at spille stærkere og stærkere kort. 

Generel beskrivelse

Som samlekort-spil er flest, så handler Marvel Snap! om at indsamle, sammensætte og spille sine kort på bedst mulig vis. Før duellerne sammensætter hver spiller sit eget personlige deck  bestående af 12 forskellige kort med superhelte og superskurke fra Marvel-universet. Alle kort koster energi at spille og har samtidig en styrke-værdi. Derudover har de fleste kort også særlige evner, som påvirker enten kortet selv eller andre kort på slagmarken – enten spillerens egne eller modstanderens.

I selve duellerne tørner to spillere sammen i en arena med tre forskellige og tilfældigt sammensatte “baser”, som hver spiller kan spille op til fire kort ved – dog altid begrænset af den energi, som spilleren har til rådighed i hver runde. Alle baser har en unik egenskab, som ændrer spillets gang og kortenes effekter, og da baserne først afsløres en efter en over spillets forløb, giver det en spændende uforudsigelighed. Vinderen vinder såkaldte “Cubes” fra taberen, hvilket er en art ranglistepoint, som angiver, hvor meget man har vundet, men også hvordan man bliver matchet i spillets kampe. Spillet matcher altid spillere på nogenlunde samme “Cube”-niveau.

I hver tur kan man spille et eller flere kort ned på de tre baser for gradvist at opbygge styrkepoint på hver base. Vinderen er den spiller, der har størst styrke på minimum to ud af tre baser, når spillet slutter. Hver duel spilles normalt over seks runder. Begge spillere starter altid første runde med et energipoint får derefter to energipoint i runde to, tre i runde tre osv. Hvert kort koster energi, så derfor skal man hele tiden vælge på hvilken base og på hvilke kort, man vil prioritere energien. Energien kan nemlig ikke “gemmes” til næste runde, så det handler om at skabe en balanceret samling af 12 kort i sit ”deck”, så kortene både varierer i energi og styrke, men særligt i hvordan de skaber en synergi med hinanden.

Eksempelvis giver “Captain America”-kortet en styrkebonus til alle de kort, der ligger på samme base, mens “Hulk”-kortet koster meget energi, men har til gengæld enorm høj styrkeværdi. Alle kort er unikke, så det er udfordrende, medrivende og kræver strategisk snilde at sammensætte sit deck af kort. Samtidig er hele spillets progression baseret på, at man løbende får adgang til nye kort til samlingen, som placeres i “decket”. I skrivende stund (midt-juni 2023) er der mere end 170 forskellige figurer fra Marvels enorme univers i spillet.

Hvad bruger man penge på:

‘Marvel Snap! er et free-to-play spil, så det er gratis at downloade og spille. I forhold til andre spil i samme genre har spillet en overraskende tilbagelænet tilgang til at tjene penge på sine spillere. Helt grundlæggende kan man ikke købe sine kort bedre, fordi alle tilkøb udelukkende har kosmetisk betydning for spiloplevelsen. Alle kort kan ændres visuelt med mange varierede og spændende designs, men igen er det vigtigt at understrege, at alle købte ændringer på kortene udelukkende er kosmetiske.

Gold er spillets primære premium valuta og bruges både til at købe Credits (se herunder) og alt andet i spillets butik. Mindste køb er 300 Gold for 44 kr., mens største køb er 8000 Gold for 879 kr. Spillet giver derfor mængderabat ved større køb.

Credits er spillets anden valuta og kan købes for Gold. Credits bliver udelukkende  brugt til at opgradere ens kort kosmetisk.

Man kan derfor vælge at købe masser af Gold, veksle dem til Credits og bruge dem til at gøre sin samling af kort smukkere. Men overraskende nok er der sat begrænsninger op i spillet, så man kun kan gøre det et begrænset antal gange per dag. Spillet begrænser på den måde muligheden for at spendere penge, hvilket er meget sjældent set i denne type spil. Det er dog et designvalg, vi gerne vil fremhæve og rose.

Spillets tredje og lidt mere sjældne valuta hedder Tokens. De kan kun bruges til at købe kort, som endnu ikke er tilgængelige via “normalt” spil. Det skyldes, at spillets butik er personligt tilpasset, og udvalget af kort skifter hver eneste dag. Det skaber tilfældighed, men også et stærkt psykologisk incitament til at logge på spillet dagligt for at se, om ens favorit Marvel-superhelt er kommet på markedet.

Slutteligt kan man købe et sæson-pass (Battle Pass) for 10 dollar, som giver en række visuelle forbedringer til kortene samt et nyt eksklusivt kort hver måned, der ikke kan købes for Gold. Dette kort er dog spilteknisk ikke “bedre” end så mange andre kort, da spillet gør meget for, at man ikke kan købe sig til stærkere kort. Næsten alle kort er nemlig tilgængelige ved “normalt” spil – dvs. jo mere du spiller, des flere kort bliver gradvist låst op – og der er kun meget få særlige kort, som kun kan opnås, hvis man betaler for dem.

Det er primært sæson-passet, som er spillets indtjeningsmodel, men det er på ingen måde påkrævet: undertegnede har spillet Marvel Snap! i over 3 måneder nu uden at betale en krone.

Til trods for spillets knapt så aggressive forretningsmodel, så tjener Marvel Snap! alligevel styrtende med penge og får millionvis af nye spillere hver måned. I marts 2023 rundede spillet 50 millioner dollar i indtjening med 18 millioner spillere verden over. De seneste måneder har spillet haft en månedlig indtjening på over 10 millioner dollar.

Mekanismer til spillerfastholdelse

Korte dueller = øget tidsforbrug

I sit design er Marvel Snap! blandt de mindst tidskrævende og lettest tilgængelige digitale kortspil på markedet, fordi det prioriterer korte hurtige dueller over langvarige strategiske udmattelsesløb. I konkurrenter som ”Magic the Gathering Arena” og ”Hearthstone” har spillerne mere indflydelse på kortene efter, at de er spillet, hvilket gør duellerne længere og langt mere krævende. I Marvel Snap! kan man ikke direkte interagere med sine kort, efter de er spillet, hvilket skaber langt mere fokus på de enkelte runder, og gør, at en duel kan spilles på blot 3-4 minutter. Den korte spiltid gør, at man får følelsen af “bare en duel til”, fordi tidsmængden og spillet er overskueligt. Til gengæld kan man derved komme til at bruge mere tid på Marvel Snap! end konkurrenterne. Det føles dog anderledes, fordi der er flere naturlige pauser undervejs. Har man mod på længere spilletid, så er Conquest-modus en række kampe mod samme modstander, hvor man hele tiden skal vurdere, hvor meget “helbred” taberen mister efter hver kamp. Her er kampene dog tit sværere og kræver, at man udnytter spillenes korteffekter bedst muligt. 

Konstant udvikling og forandring

Marvel Snap ændrer sig hver eneste gang, man spiller det. Dels ændrer udvalget i spillets butik sig på daglig basis og er helt personligt, hvilket øger incitamentet for at tjekke ind med spillet hver dag. Samtidig får man efter hver endt duel – uanset om man vinder eller taber den – såkaldte “boosters” til et helt specifikt kort i ens samling, hvilket kan bruges sammen med Credits for at ændre kortets visuelle udtryk. Dette gør, at man dels bliver gjort opmærksom på forskellige kort i ens samling, men også får lyst til at opgradere dem alle. Her kan man godt blive grebet af en art samlermani i jagten på den flotteste kortsamling.

Let at dele = mere hobby end spil

Marvel Snap! er let at gå til og tilgangen har tilsyneladende været, at man ville være så inkluderende, “venlig” og imødekommende som muligt. Det giver lyst til, at man bliver hængende og Marvel Snap! bliver derfor en digital “hobby” på linje med lignende fysiske samlekort-spil. Derfor er der også lagt stor vægt på, at det er nemt at udfordre andre spillere, der befinder sig i samme fysiske rum  som en selv, og på den vis gennem spillet sammenligne kortsamlingerne. Tilgangen afspejler sig også i et meget balanceret gameplay, hvor spillere med mere avancerede kort og højere niveau kan få kamp til stregen af mindre erfarne spillere.

Spilmekaniske greb

Mere overskuelighed og enkelthed

Til forskel fra andre spil i samme genre, så er ens deck i Marvel Snap begrænset til 12 kort. Det gør det dels mere overskueligt at sammensætte et godt deck, dels større sandsynlighed for at trække sine gode kort-kombinationer og få dem i spil. Samtidig har kortene kun en pris, styrke og en effekt, hvilket gør dem langt mere strategisk overskuelige end kortene i andre lignende spil.

Konstant foranderlighed og held-elementet

De tre baser, som man dyster om i hver duel, er konstant foranderlige, og mange af dem ændrer fuldkommen, hvordan man skal spille sine kort. Dels bliver de gradvist afsløret, dvs. kun effekten af base 1 er synlig i første runde, dels kræver mange af dem, at man må improvisere og spille sine kort helt anderledes – f.eks. når en base ændrer reglerne, så man pludselig trækker kort fra modstanderens hånd i stedet for sin egen. Den evige foranderlighed kombineret med kortenes faste effekter skaber ganske vist en del tilfældighed, men netop derfor også motivation til at prøve igen, hvis man taber en duel; så var man jo bare uheldig, og tabte ikke, fordi man spillede skidt. 

Psykologiske greb

Snap eller ej?                 

Spillets navn er opkaldt efter denne betting-lignende funktionalitet, som også kendes fra brætspil som Backgammon. At “snappe” er, når en af spillerne ønsker at fordoble antallet af Cubes, som de spiller om i duellen. Begge spillere skal acceptere “snappet”, og dermed kan spillerne ende med at vinde – eller tabe – otte Cubes efter en duel. På den vis kan man fordoble risikoen, når man føler, at man er ved at vinde – og det skaber et stærkt psykologisk hook inspireret af gambling.  

Ros og “achievements”

Spillet roser spilleren konstant – selv om man taber. Det er nærved umuligt ikke at gennemføre en eller anden mission efter hver duel, da der både er månedlige, ugentlige og daglige missioner, som belønner en med Credits eller Gold.

Altid en modspiller

I vores test oplevede jeg aldrig, at jeg ikke kunne spille mod en modspiller og var igang med et spil inden for 20 sekunder. Min mistanke er, at spillet også opererer med “bots” – dvs. computerstyrede spillere – fordi grundet spillets begrænsede chat-system, så er det svært at vurdere, om man er oppe imod et menneske eller en maskine.

Spilbar reklamesøjle

Marvel Snap! er en spilbar reklamesøjle for alt inden for Marvel. Derfor er det mindre vigtigt, at spillet tjener penge, hvis det i stedet tjener til synliggørelse af hele Marvels univers, når der skal lanceres nye film, spil, serier og tegneserier. Dog vælger mange at købe sæson-pas til spillet i håbet om at få hurtigere adgang til kort med deres yndlingsfigurer fra universet. Marvel Snap! virker som den ultimative “fan-service”, hvor spillerne kan få lov til at sammensætte netop deres hold af superhelte og udnytte deres styrker og svagheder sammen.

Sociale komponenter

Spillet har intet chat-system, så det er ikke muligt at kommunikere direkte med andre spillere online. Spillerne kan kun sende forskellige emojis til hinanden, som dog alle er positive såsom fistbumps, thumbs-up og yeah. 

Anden vigtig viden

Marvel Snap er udviklet af Second Dinner, hvilket består af udviklerne bag netop spil som ‘Magic the Gathering Arena’ og ‘Hearthstone’. Derfor er intet i spillets design og tilgang til indtjening tilfældigt – det er meget erfarne udviklere, der satser på at ‘Snap’ skal høste spillere fra begge konkurrenter grundet dets mere tilgængelige spildesign. 

Billedtekst: Der findes utallige videoer på bl.a YouTube med guides til Marvel Snap! Her giver “Cozy Snap” et begynderkursus. Kilde: Cozy Snap/Youtube

Er der grund til bekymring?

‘Marvel Snap’ er et af de mindst aggressive digitale samlekortspil på markedet, når det kommer til betaling. Spillet bruger ingen af de ellers normale teknikker og taktikker som lootboxes, særlige kort mod betaling eller dyr veksling af online-valuta, og alt i spillet føles gennemskueligt. Samtidig er der intet pres på for at købe indhold i spillet, og der er samtidig heller ingen reklamer, når man spiller. Derfor er der ikke grund til bekymring i forhold til økonomi, men psykologisk set er spillet uhyggeligt veldesignet til at konstant fastholde spillerens interesse og derved tidsforbrug som mere hobby, mindre spil.   

Fakta om Marvel Snap

Udgiver: Nuverse
Udvikler: Second Dinner
Udgivelsesår: 2022
Platform: Android, iOS, MacOS, Windows
Betalingsform: Free-to-play + mikrotransaktioner,  Battle Pass
Spiltype: Samlekortspil (Collectible Card Game – CCG)
Game Modes: 1v1, Battle Mode, Conquest
Aldersmærkning: 16+
Alternativ / primær konkurrent: Hearthstone, Magic the Gathering: Arena, Pokémon TCG Online