Multiversus
Hovedforfatter: Troels Høegh, copywriter og spilskribent
Første udgivelsesdato: 1. september 2022
Seneste opdatering: 24. oktober 2024
Fakta om Multiversus
Udgiver: Warner Bros. Interactive Entertainment
Udvikler: Player First Games
Udgivelsesdato: Åben beta i 2022, den færdige udgave er endnu ikke udkommet.
Platform: Windows, Xbox, PlayStation, m.f.
Betalingsform: Free-to-play + mikrotransaktioner (man kan tilkøbe et Season Pass, farvestrålende skins, nye spilfigurer m.m.)
Spiltype: Kampspil
Game Modes: Single player og multiplayer, online og lokalt
Aldersmærkning: 12+
Alternativ / primær konkurrent: Super Smash Bros-serien, Brawlout
Derfor skal du læse denne guide
Multiversus kombinerer den populære “brawler”-genre med Warner Brothers’ store bagkatalog og har allerede fået over 20 millioner spillere.
Spillet er gratis at downloade, men tilbyder køb af en masse digitalt udstyr, som yngre spillere muligvis kan have svært ved at hitte rede i.
Bør du være varsom, før du kaster dig ud i tegneseriekampen?
Her kan du danne dig et overblik over spillets mekanismer og se, om der er grund til bekymring.
Beskrivelse
Multiversus er et nyt kampspil af den gamle skole, hvor man én-mod-en eller på hold lader næverne (og diverse fantasifulde redskaber) tale.
Her kæmper en spraglet blanding af superhelte, sportsstjerner, filmfavoritter og Looney Tunes på kryds og tværs om at først slå modstanderen ud af banen.
Stilen er kulørt, og slagsmålene er tegneserie-agtige, så alle aldersgrupper kan være med.
Spillet er i skrivende stund udgivet som åben beta, og det er derfor sandsynligt, at det færdige spil vil få ændringer. I så fald vil vi bestræbe os på at opdatere denne artikel.
Billedtekst: Præsentation af en tidlig udgave af Multiversus. Kilde: MKIceandFire/Youtube
Hvorfor vi har valgt dette spil
Multiversus udkom 19. juli 2022, har allerede over 20 millioner brugere og har taget kampspil-scenen med storm. Med Warner Brothers i ryggen har udviklerne adgang til en masse berømte karakterer — fra Batman til Snurre Snup — og strækker sig på tværs af både alders- og målgrupper.
Da spillet er free-to-play, bruger det mikrotransaktioner til at løbe rundt og tilbyder salg af masser af digitalt udstyr. Når et spil kombinerer mikrotransaktioner med et ungt publikum, er det altid en god idé at være ekstra opmærksom.
Tidsforbrug
Kampene i Multiversus er hæsblæsende korte og tager som regel kun et par minutter.
Men derfor kan de sagtens blive til mange, når man det kribler efter at få revanche over ærkerivalen.
Der er en social forventning om at spille en kamp til ende, hvis først man er begyndt, men kampene er så korte, at man hurtigt kan gøre sig færdig, før aftensmaden bliver kold.
Sociale komponenter
Man kan sagtens spille Multiversus alene, men det er klart sjovest at spille med og mod andre.
Det kan være én-mod-en eller på hold, men modsat mange multiplayer-spil tilbyder Multiversus ingen måder at kommunikere med de andre spillere på.
Det minimerer risikoen for at møde anstødeligt sprog eller socialt grænseoverskridende adfærd.
Hvad bruger man penge på?
DLC
Multiversus er som udgangspunkt gratis at spille og sælger derfor forskellige DLC-pakker med ekstraindhold, som bl.a. giver premium-valutaen Gleamium og oplåsning af spilfigurer.
I skrivende stund er der tre pakker, der koster mellem 299 og 739 kr.
Det svarer effektivt set til at købe spillet som boxed content, men låser også op for meget indhold.
Hvis man spiller ofte, kan man låse op for det meste indhold på egen hånd, og DLC-pakkerne fungerer hovedsageligt som hurtigere adgang til visse spilfigurer, men giver ingen konkurrencefordel.
Battle Pass
Alle spillere har som udgangspunkt et gratis Battle Pass, der låser op for udstyr, emotes, spilressourcer og meget andet.
Som i de fleste multiplayer-spil er det muligt at opgradere sit sæsonkort til en bedre premium-udgave, der giver mere digitalt isenkram og koster ca. 70 kr.
Om det giver værdi for pengene, er op til den enkelte at afgøre, men de bedre belønninger kan klart være en motivation til at spille mere.
Premium-valuta
Multiversus benytter en premium-valuta, “Gleamium”, som kun kan købes for rigtige penge.
Gleamium kan bruges til hurtigere at låse op for karakterer, skins og emotes, men er ikke nødvendigt for at kunne konkurrere.
Der er visse ting i spillet, der udelukkende kan købes med Gleamium — f.eks. Battle Pass og enkelte kosmetiske genstande — men generelt kan det meste låses op ved at spille og gennemføre udfordringer.
Psykologiske greb
Grinding
I alle free-to-play-spil med bløde betalingsmure er der et element af grinding.
Man skal spille meget og gennemføre mange udfordringer for at tjene nok af spilressourcen Gold til at låse op for alle spilfigurer.
Hvis man er utålmodigt anlagt, kan følelsen af grinding være et psykologisk skub i retning af butikken og køb.
FOMO
Multiversus er delt op i sæsoner, hvor forskellige tilbud er tilgængelige i begrænsede perioder.
Hvis man er blevet bidt af at spille og har grindet hårdt for at få en særlig genstand, kan fear of missing out motivere til at betale for den, når tiden er ved at løbe ud.
Billedtekst: Særlige begivenheder og tilbud bliver præsenteret i sæsoner. Kilde: Screenshot fra spillet Multiversus udgivet af Warner Bros. Interactive Entertainment
Loss Aversion
Når man spiller og gennemfører daglige udfordringer, låser det op for genstande i det gratis Battle Pass, hvor man også kan se sin fremgang.
Nedenunder kan man se den samme fremgang for premium-udgaven af sæsonkortet — og alt det udstyr man på en måde allerede har tjent, hvis bare man trykker på køb.
Sådan iscenesætter Multiversus (som de fleste spil) sit Premium Battle Pass til at udløse loss aversion, hvis spilleren går højt nok op i de virtuelle gaver.
Spiløkonomi
Som de fleste free-to-play-spil har Multiversus sin egen virtuelle økonomi, der handler i premium-valutaen Gleamium, spilressourcen Gold og den lidt spøjse deleressource Toast.
Gleamium, Gold og Toast
De fleste af spillets karakterer er låst fra start og kan købes for rigtige penge med Gleamium eller med det Gold, som spilleren tjener ved at gennemføre udfordringer.
En spilfigur koster mellem 1.500 og 3.000 Gold eller 700 Gleamium (hvor 1.000 Gleamium koster 74 kr.)
Hvis man vil låse op for alle spillets karakterer, tager det lang tid, og kan friste til at finde kreditkortet frem.
Dog er Multiversus (sammenlignet med andre spil i kategorien) ikke nærig med guldet, og tempoet for spillerens fremgang er fornuftigt afbalanceret.
Slutteligt er der Toast, en ressource, som spilleren ikke selv kan bruge — men donere til andre spillere (der så kan veksle den til Gold) som tegn på respekt eller tak for en god kamp.
Adfærdsøkonomi
Når computerspil bruger virtuelle valutaer, er det for at reducere smerten ved at skulle af med sine penge (det man kalder Pain of Payment), og for at kunne påvirke den subjektive værdi af en spilgenstand med et psykologisk ankerpunkt.
Hvis en spilgenstand føles dyr i kroner og øre, kan spilleren prøve at grinde sig til den.
Men hvis det tager tilpas lang tid, kan perspektivet blive ændret:
Spørgsmålet er ikke længere om genstanden er prisen værd, men om prisen er lavere end værdien af spillerens tid.
Og hvad er tid overhovedet værd i en abstrakt spilvaluta?
Heldigvis er Multiversus’ økonomi beundringsværdigt gennemskuelig og ganske sobert udført. Der er endda en særlig ordbog (ikke ulig vores egen), så man let kan forstå, hvordan det hele hænger sammen.
Der er masser af ting at bruge penge på — ellers kan spillet ikke løbe rundt — men Multiversus holder sig afgjort på den pæne side af in-game-markedsføring og psykologiske fiksfakserier.
Billedtekst: Præsentation af nogle af begreberne i Multiversus. Kilde: Screenshot fra spillet Multiversus udgivet af Warner Bros. Interactive Entertainment
Er der grund til bekymring?
Multiversus er et free-to-play-spil, hvor meget indhold er låst fra start.
Det tager lang tid at spille sig til det hele, og hvis man er utålmodigt anlagt, kan det virke fristende at købe sig til nye spilfigurer og skins.
Heldigvis er spillet godt afstemt, og dets brug af bløde betalingsmure er bestemt i den milde ende.
Der er ikke mange annoncer i spillet, og man føler sig sjældent manipuleret af andet end godt gameplay.
Vi vurderer derfor graden af bekymring til at være lav.
Godt at vide om Multiversus
“Multiversus” er et ordspil på “multiverse” (dvs. teorien om et multi-univers med parallelle virkeligheder) og ordet “versus” (engelsk for “imod”, f.eks. “Mike Tyson versus Evander Holyfield”).