Ordforklaring:
En bot (forkortelse for robot) er i computerspil-kontekst traditionelt en computerstyret figur, der er stand-in for en menneskelig spiller. Man benytter oftest bots, hvis man ikke kan finde menneskelige spillere nok til en hel match (og derfor fylder de resterende spillerpladser op med bots), hvis man vil træne uden at ulejlige andre spillere, eller hvis man vil spille mod modstandere, hvor man kan styre sværhedsgraden.
De fleste bots kan tilpasses, så man kan vælge spillestil og sværhedsgrad, så de f.eks. kan være lettere eller sværere at spille imod end en gennemsnitlig menneskelig spiller.
Bots af denne type bliver f.eks. brugt til at simulere modstandere i spil som Dota 2, StarCraft eller Counter-Strike.
Nogle spil tillader at bots ”snyder”, så de ved højere sværhedsgrader kan gøre ting, der er umulige for menneskelige spillere eller har adgang til ressourcer, der ikke er tilgængelige for menneskelige spillere. I strategispil bliver denne form for ”udvikler-snyd” anset som dårlig stil, fordi spillets AI burde kunne konkurrere på lige vilkår med mennesker uden at skulle ”snyde”.
Hjælpeprogrammer
En underkategori af bots er programmer, som spillere bruger til at opnå en fordel, der ikke er en del af spillet. Det er f.eks. såkaldte «Aimbot»-programmer (sigterobotter), der kan give spillere i førstepersonsskydespil som Counter-Strike en væsentlig fordel ved at hjælpe med automatisk at sigte på modstanderne.
Brugen af denne type bots bliver anset som snyd og bliver slået ned på af f.eks. Steam.