Ordforklaring:
Macro kan betyde flere ting, afhængig af spiltype og kontekst:
1: I bred forstand er macros, der også er kendt som “binds”, en serie af computer-kommandoer, som man kan aktivere på én gang – f.eks. for at spare tid. Det er en funktion, man f.eks. kan benytte i tekstbehandling, fotobehandling eller gaming.
Formålet med at lave en macro er at spare tid og slippe for at gentage repetitive opgaver. I gaming findes sågar særlige mus og keyboards med knapper, som specifikt er indrettet til at programmere macroer med.
I nogle online-spil er macroer ildeset hvis ikke direkte forbudte, fordi de kan give spilleren en unfair konkurrencefordel.
2: I strategispil taler man ofte om “macro og micro”, dvs. makrostrategiske overvejelser og mikrotaktiske beslutninger.
Her er en macro f.eks. den overordnede slagplan, mens micro er fokuseret på direkte handlinger i kampens hede.