Ordforklaring:

Ligesom man kan handle med aktier, kan man også handle med skins.

Værdien af skins bliver i mange spil styret af udbud og efterspørgsel, dvs. at et skins værdi afhænger af, hvad andre vil betale for det.

Selvom skins er en digital vare og derfor i teorien kan duplikeres uendeligt, er der på mange skins sat en kunstig begrænsning for at skabe en opfattelse af psykologisk scarcity.

Jo mere begrænset antallet af et skin er, desto sjældnere er det, hvilket som regel afspejles i prisen.

I nogle tilfælde er værdien af skins steget voldsomt over en periode og har gjort det attraktivt at spekulere i skintrading blandt mange unge.

Spillet Counter-Strike: GO er en af de største kilder til skin-investeringer.

Skins i CS:GO kan sælges helt lovligt og reguleret på Steam Marketplace. Skins kan også sælges på ulovlige tredjepart-hjemmesider.

Når man køber eller sælger noget på Steam Marketplace, bruger man sin Steam Wallet – en digital tegnebog.

Man kan indsætte penge, men man kan ikke trække dem ud igen. Så penge tjent i Steams økosystem kan altså kun bruges der, f.eks. på købe andre spil.

Da man ikke kan trække penge ud af Steam, er der i stedet mange spillere, der bruger grå markeder til at købe og sælge skins. Disse sider er ulovlige, og der er en risiko for at blive scammet.